Skip to main content

Referat fra seneste generalforsamling

Generalforsamling i Medieklubben Nordjylland 20. nov. 2025
Dagsorden
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning, herunder sommerhuset ”Arken”
3. Regnskab
4. Beretning om ferielegater
5. Indkomne forslag, som skal være bestyrelsen i hænde senest fire dage før generalforsamlingen

Ad 5 – Kontingent

Bestyrelsen foreslår to vedtægtsændringer, således at følgende ordlyd i paragraf 4 udgår: “Pensionister betaler halvt kontingent”
Og at følgende ordlyd i paragraf 5 udgår: Praktikantmedlemmer betaler halvt kontingent.
Begrundelse: Bestyrelsen ønsker et enhedskontingent, så alle medlemmer betaler det samme til foreningen, uanset om de er i arbejde, arbejdsløse, pensionister eller praktikanter.

Forslag fra Flemming Junker og Flemming Olesen:
Generalforsamlingen pålægger klubbens bestyrelse at oprette et lån eller en kassekredit på omkring 300.000 kroner med sikkerhed i sommerhuset Arken med den hensigt først og fremmest at bruge pengene over en kommende årrække til at gøre klubbens arrangementer bedre og/eller billigere for medlemmerne. Når lånet/kassekreditten er brugt op, tager generalforsamlingen stilling til, om øvelsen skal gentages.
(Bemærk §11 i vedtægterne: Bestyrelsen skal indhente generalforsamlingssamtykke med 2/3 flertal om eventuel optagelse af lån, køb og salg af fast ejendom samt pantsætning af foreningens værdier).

6. Husleje for Arken. Bestyrelsen foreslår, at huslejen fra 1. januar 2026 reguleres med 5 pct.
Begrundelse: Huslejen er ikke reguleret de seneste par år, og bestyrelsen finder det rimeligt med en mindre regulering som følge dels af den almindelige prisudvikling, dels af de kommende forbedringer af Arkens standard. Prisniveauet vil fortsat ligge i den lave ende sammenlignet med tilsvarende foreningers udlejningspriser.
Hvis forslaget vedtages, vil lejen se ud som følger:
Ugeleje uden for højsæson: kr. 3150 (nu kr. 3000)
Ugeleje i højsæson: kr. 3675 (nu kr. 3500)
Ugeleje for ikke-medlemmer: kr. 4305 (nu kr. 4100)
Weekendleje: kr. 1444 (nu kr. 1375)
Weekendleje for ikke-medlemmer: kr. 2205 (nu kr. 2100)

7. Kontingent
Hvis generalforsamlingen vedtager vedtægtsændringen, jf. pkt. 5, foreslår bestyrelsen, at kontingentet fastsættes til 500 kr. årligt.  I dag er prisen for et medlemskab på 840 kroner pr. år – for pensionister er det 420 kroner pr. år.
Hvis generalforsamlingen ikke vedtager bestyrelsens forslag til ændring af vedtægt, foreslår bestyrelsen uændret kontingent.

8. Valg af formand. Kirsten Pilgaard genopstiller.
9.Valg af fire bestyrelsesmedlemmer og mindst en suppleant. Nuværende bestyrelsesmedlemmer er Søren Østergaard, Jakob Frey, Tove Koch og Hanne Overbye. Alle er villige til genvalg.
Suppleanter er Lisbeth Helleskov, Birgitte Bové og Tune Kristensen. De to førstnævnte er villige til genvalg, mens Tune Kristensen ikke ønsker at genopstille.
10. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant. Flemming Olesen og Flemming Junker er villige til genvalg. Det samme er suppleant Bente Bjørn.
11. Eventuelt

Ad 1. Søren Wormslev valgt med akklamation
Ad 2. Kære alle
Det er dejligt at se jer alle sammen her til generalforsamlingen i Medieklubben Nordjylland.
Når man skal holde en beretning, kan det jo gå mange veje. I første omgang vil jeg tillade mig at kalde det forløbne år for – ja, lidt af et jubelår. Jeg kommer ind på det henad vejen.
Først og fremmest har vi jo haft vores komsammen’er i foreningen, som også i år har været vidt forskellige. Og har adskilt sig fra tidligere år på især ét punkt. Vi opfordrede i fjor generalforsamlingen til at komme med forslag til arrangementer, og det kom der. Forslag, som vi har taget til os.
I den forbindelse vil jeg lige sige, at der på bordene igen i år ligger sedler, som I kan skrive jeres ideer til arrangementer på. Vi vil meget gerne have jeres forslag.
Vi fik i fjor flere forslag. Blandt andet et besøg på Kunsten i Aalborg, som blev med rundvisning, specialudstilling og efterfølgende spisning, snak, hygge og samvær.
Et andet af forslagene var den rundvisning i Fjordparken, vi var på med efterfølgende mad og drikke. En lige så stor succes som kunstbesøget.
Det var også på baggrund af et forslag, vi så teaterstykket “Valget – bag om Churchill Klubben” på Aalborg Slotsteater – med ledsager og med rundvisning på Aalborg Slot inden da.
Teaterstykket er blevet til på baggrund af journalist Uffe Westerbergs bog om Chuchill Klubben: “De voksne gjorde jo ingenting”.
Tak til vores dirigent Søren Wormslev for en fornem rundvisning på Aalborg Kloster med både skudhuller, fremvisning af privat bolig og masser af historisk materiale.
Så var der derudover vores traditionsrige biograftur. Som sædvanlig en film af de ikke helt sædvanlige. Det blev til en hyggelig aften med lidt øl, vand og vin for dem, der blev og hang ud, og alt var godt.
Vi har før arrangeret en sejltur på Limfjorden, og selvom det susede om hjørnerne, og der var vind i sejlene, blev det til en virkelig rolig og spændende tur og en helt speciel oplevelse af Aalborg fra søsiden.
Og så er det snart et år siden, vi introducerede endnu en tradition i foreningen: julegløgg, samvær og netværk. I fjor var vi i Håndværkerhuset med rundvisning, gløgg og æbleskiver.
I år skal vi på café med gløgg og æbleskiver. I har fået indbydelsen – husk at melde jer til. Det bliver SÅ hyggeligt.
Traditionen tro holdt vi jo også vores dejlige fødselsdagsfest med årets Kolde Fidus.
Fødselsdagsfesten holder vi selvfølgelig også næste år, og vi er i fuld gang med forberedelserne.
Jubelår: Måske er det store ord, der hører nogle præsidenter til, men vi er glade.
Det er vi også, fordi vi har knækket kurven, vi har vendt udviklingen, det går opad, det bevæger sig i den helt rigtige retning – og ja, nu kommer det: Vi bliver flere – og ikke færre – medlemmer.
Hvor mange flere er vi så blevet?
Enormt mange. Det er huge, som nogle præsidenter måske ville sige, hele fem flere, og vi er nu oppe på 72 medlemmer.
Vi tror på, at det fortsætter. Fordi vi er en forening, der kan lide at mødes – og opleve – sammen, socialt, kulturelt og med et stærkt stænk af faglighed. Af netværk. Af sammenhold. Og fordi vi har skruet op for antallet af arrangementer, som mange også gerne vil deltage i. Og fordi vi har Arken. Foreningens dejlige sommerhus i Saltum.
Her er der også grund til at juble – sådan lidt på præsidentmanér:
Antallet af udlejninger er nemlig steget. Som vanligt er det perioden fra maj til september, der trækker flest til, men der er også begyndt at komme flere lejere både efterår og vinter. Vi vil selvfølgelig gentage den opfordring, vi også kom med på sidste års generalforsamling: Spred endelig det gode rygte om Arken til familie, til venner og til bekendte om, at de kan leje det skønne hus for en billig penge. Det tror vi på, har hjulpet, og det tror vi på hjælper.
Der har ikke været behov for de store investeringer i sommerhuset i det forløbne år.
Vores gode vicevært, Flemming Junker, har udstyret Arken med et vigtigt kort over placeringen af grundejerforeningens hjertestarter.
Vi har i det hele taget kunnet nøjes med at handle i småtingsafdelingen med for eksempel lidt køkkenudstyr, nye dørhåndtag og en førstehjælpskasse.
Men i det kommende år har vi planer om større investeringer: Køkkenet trænger i dén grad til en kærlig hånd. Det har 40-50 år på bagen, og nu har vi nået et punkt, hvor vi ikke kan udbedre forfaldet med knofedt og lapperier. Derfor har vi kontaktet et køkkenfirma, som har specialiseret sig i køkkenrenoveringer, hvor man bevarer alt det, som fungerer fint. Firmaet skal bruge én dag på montering, og det bliver sandsynligvis i januar.
Stue og køkken trænger gevaldigt til en omgang maling. Det vil også ske i løbet af foråret.
Og så har vi planer om en udendørs bruser. Om den bliver realiseret i 2026 eller året efter afhænger af økonomien, men vi ved, at det er et varmt – eller måske snarere iskoldt – ønske blandt nogle af Arkens mest trofaste lejere.
Når vi så kigger på vores samlede økonomi, er det næsten også, som om det er jubel. I hvert fald hvis vi ser på lige præcis bundlinjen i forbindelse med det forløbne år. Så er der overskud. Det vil vores kasserer Søren Østergaard berette mere om under forelæggelse af regnskabet.
Men når vi så retter blikket fremad, er der, som I alle ved, udfordringer. Fordi vi er færre medlemmer, fordi alting stiger i pris, fordi vi mener, at vejen frem mod flere medlemmer er at sænke kontingentet, og fordi vi gerne vil bevare det niveau, vi har i dag i foreningen. Både hvad angår arrangementer, og hvad angår sommerhuset. Det kommer vi nærmere ind på, når vi lige om lidt præsenterer indkomne forslag og kontingent.
Men jeg nævner det her, fordi netop på generalforsamlingens anbefaling har vi diskuteret det i bestyrelsen og er kommet med forslag, som I kan se af dagsordenen.
Så det har ikke blot været et jubelår, men selvfølgelig også et år med udfordringer.
Men i første omgang glæder det os, at: Vi er blevet flere medlemmer, vi udlejer Arken mere, og vi ses mere. Som jeg vist nok også sagde på generalforsamlingen i fjor: Vi er en forening, der kan samle os alle på kryds og tværs.
Lad os blive ved med det.

Beretningen blev godkendt med akklamation.
Ad 3. Kasserer Søren Østergaard fremlagde regnskabet og redegjorde samtidig for bestyrelsens overvejelser om foreningens fremtidige økonomi. Ifølge revisionsbemærkningerne var regnskabet til 12 med * efter den kommende karakterskala.
Regnskabet blev godkendt med applaus.
Ad 4. To ferielegater á 1500 kr. mangler at blive indløst. Det samme gælder to weekendophold i Arken. Det skal ske inden 1. marts 2026.
Ad 5. Efter anbefaling fra ordstyrer blev forslaget fra Flemming Junker og Flemming Olesen behandlet først. Der var flere argumenter for og imod. Kasserer Søren Østergaard oplyste, at han havde undersøgt mulighederne for at optage lån/kassekredit i bl.a. Danske Bank, og at dette ikke er muligt. Forklaringen er, at selv om sikkerheden er i top med sommerhuset i baghånden, er der ingen i foreningen, som hæfter for lånet. I princippet kan alle melde sig ud i morgen, eller foreningen kan blive nedlagt i overmorgen.
Bestyrelsen imødekommer til en vis grad forslaget, idet foreningen i de kommende år vil bruge af de investerede midler på ca. 150.000 kroner.
På baggrund af ovenstående valgte forslagsstillerne at trække forslaget tilbage.
Forsamlingen vedtog med stort flertal bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer i § 4 og § 5.
Ad 6. Vedtaget
Ad 7. Vedtaget
Ad 8. Kirsten Pilgaard genvalgt
Ad 9. Genvalg til øvrige bestyrelsesmedlemmer. Suppleanter bliver Birgitte Bové, Lisbeth Helleskov og Morten Lind (nyvalgt) i dén rækkefølge.
Ad 10. Genvalg over hele linjen.
Ad 11. Formanden opfordrede medlemmerne til at melde sig til julehyggearrangementet 4. dec. og nævnte desuden, at Kreds 6 meget gerne vil have forslag til, hvem der skal have Marenprisen i 2026.
Bente Bjørn bad bestyrelsen om at tænke mere bredt geografisk, når vi planlægger arrangementer. Foreningen hedder jo Medieklubben Nordjylland.
Hanne Albæk nævnte, at hun er medlem af en “mimreklub” for journalister og fotografer nord for Aalborg. Hun foreslog bestyrelsen at lave et arrangement for dem – det kunne måske trække nye medlemmer til.
Kate Bluhme kom med en opfordring til, at bestyrelsen tænker på, at ikke alle medlemmer har bil og dermed fx mulighed for at benytte Arken. Derfor er hun interesseret i arrangementer, som man som medlem uden bil kan benytte sig af.
Formand Kirsten Pilgaard takkede for en god generalforsamling og for ordstyrerens altid kompetente indsats, som blev belønnet med en æske god chokolade.

(29 var tilmeldt generalforsamlingen. To meldte afbud i sidste øjeblik. De to vindere af keglespillet blev Mogens Møller og Kristian Gull).
                                                                                            Referent: Hanne Overbye

Referat af generalforsamling 2024:
Referat af generalforsamling i Aalborg Journalistforening torsdag 14. november 2024 kl. 18, Papegøjehaven, Aalborg Kongres & Kultur Center

1. Valg af dirigent.

2. Formandens beretning, herunder sommerhuset ”Arken”

3. Regnskab

4. Beretning om ferielegater

5. Indkomne forslag, som skal være bestyrelsen i hænde senest fire dage før generalforsamlingen.

Bestyrelsen foreslår en vedtægtsændring, således at paragraf 1 ændres i overensstemmelse med det nye navn, medlemmerne måtte vedtage. Generalforsamlingen skal stemme om følgende tre forslag til nyt navn: a. Medieklubben Nordjylland. b. Medieklub Nordjylland. c. Medieforum Nordjylland.

Nuværende ordlyd i paragraf 1 er: “Foreningens navn er Aalborg Journalistforening”. Formuleringen af den endelige vedtægtsændring afventer beslutning på generalforsamlingen.

Bestyrelsen foreslår en vedtægtsændring, således at følgende ordlyd i paragraf 4 udgår:

“Pensionister betaler halvt kontingent”

Begrundelse: Bestyrelsen ønsker et enhedskontingent, da andelen af pensionister i foreningen bliver stadig større, ligesom der kommer færre nye medlemmer til, flere melder sig ud, og færre er i arbejde. Desuden har alle medlemmer samme fordele: store tilskud til mad/drikke ved generalforsamling og fødselsdagsfest og samme tilskud ved deltagelse i alle andre arrangementer. (Eneste gruppe, som undtages fra enhedskontingent, er praktikanter, som fortsat betaler halvt kontingent)

Bestyrelsen foreslår en vedtægtsændring, således at der til paragraf 4 kommer følgende tilføjelser:

Ny 4.b

Et medlem, som af jobmæssige årsager må skifte fagforening og ikke længere er medlem af Dansk Journalistforbund, kan efter en konkret vurdering af bestyrelsen opretholde sit medlemskab af Aalborg Journalistforening.

Ny 4.c

En person, som har haft en historisk tilknytning til Aalborg Journalistforening og til faget, men som ikke længere er medlem af Dansk Journalistforbund, kan i særlige tilfælde og efter en konkret vurdering af bestyrelsen optages som medlem af Aalborg Journalistforening.

Begrundelse: Vi har nogle aktuelle sager, hvor medlemmer har måttet skifte fagforening pga. job, men ønsker at bibeholde medlemskab af Aalborg Journalistforening. Tilsvarende har tidligere medlemmer, som ikke længere er medlem af DJ, ønsket at genindtræde i Aalborg Journalistforening. Set i lyset af, at foreningen de senere år har mistet stadig flere medlemmer og dermed vigtige kontingentindtægter, finder bestyrelsen, at overstående vil være en pragmatisk løsning, som tilgodeser både medlemmer, tidligere medlemmer og foreningen som sådan.

6. Husleje for Arken. Bestyrelsen foreslår uændret husleje i 2025.

Begrundelse: Vi hævede sidste år huslejen med 25 procent, og derfor finder bestyrelsen, at yderligere regulering bør vente.

7. Kontingent. Hvis generalforsamlingen vedtager bestyrelsens forslag til ændring af vedtægter, jf. pkt. 5, følger det, at alle medlemmer fremover betaler samme kontingentsats. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastsættes til 780 kr. for et år. Det svarer til en nedsættelse af kontingentet for fuldt betalende med 60 kr. årligt og for pensionister en forhøjelse af kontingentet med 360 kr. årligt.

Hvis generalforsamlingen ikke vedtager bestyrelsens forslag til ændring af vedtægt, foreslår bestyrelsen uændret kontingent, d.v.s. årligt 840 kr. for fuldt betalende og 420 kr. for pensionister.

8. Valg af formand. Kirsten Pilgaard genopstiller.

9. Valg af fire bestyrelsesmedlemmer og mindst en suppleant. Nuværende bestyrelsesmedlemmer er Søren Østergaard, Jakob Frey, Tove Koch og Hanne Overbye. Alle er villige til genvalg. Suppleanter er Lisbeth Helleskov, Birgitte Bové og Søren Beukel Bak. Søren Beukel Bak ønsker ikke at genopstille.

10. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant. Flemming Olesen og Flemming Junker er villige til genvalg. Det samme er suppleant Bente Bjørn.

11. Eventuelt

Ad 1) Søren Wormslev blev valgt

Ad 2) Kære alle.

Hvor er det dejligt at se jer alle sammen. Velkommen her til generalforsamlingen og efterfølgende buffet for dem, der har meldt sig til det. I skal her i beretningen høre om året, der gik, som også helt naturligt handler om året, der kommer. Om vores aktiviteter i årets løb – vores sommerhus – vores forening – vores fremtid.

Lad mig begynde med aktiviteterne. Vi gik i januar i biografen og så filmen “Zone of Interest” – en barsk film, men med meget hyggeligt samvær bagefter. En god aften i godt kollegialt samvær, skulle jeg hilse at sige. Det her med at gå i biografen sammen kan noget. Det er også derfor, vi holder fast i det.

29. februar fejrede vi foreningens fødselsdag – 93 år – med festlig sammenkomst, med ledsager og med middag på Restaurant Struktur. Den Kolde Fidus gik til direktør for Port of Aalborg, Kristian Thulesen Dahl. Det var for den førerløse færge, der skulle sejle mellem Aalborg og Nørresundby, og det blev slået rigtig stort op. Men de havde bare glemt en lille, men meget vigtig detalje: Hvem skulle stå for driften? Ingen ville, skulle det vise sig, og hele projektet røg i vasken så at sige.

Vi holdt i maj åbent hus i sommerhuset for vores medlemmer og alle de ledsagere, man kunne komme i tanke om – kombineret med en hyggetur på stranden. Vi ville gerne dels vise Arken frem, dels invitere til en lille hyggeeftermiddag. Vi endte med meget få deltagere. Åbent hus er nok ikke lige det, vi prøver fremover i forsøget på at lokke flere til at leje vores dejlige sommerhus.

Men så har vi jo heldigvis andre metoder. Kristian Thulesen Dahl kvitterede for “Den Kolde Fidus” ved 18. juni at åbne dørene for os på Aalborg Havn, hvor han fortalte om havnen – med et kig ud over havnens område – og med hygge, mad og igen rigtig godt selskab.

Så var der 9. august udendørs teaterforestilling, “Stenhuset”, på Aalborg Slots Teater i anledning af Jens Bangs Stenhus’ 400-års jubilæum. Det blev en rigtig god aften, som også var med ledsager.

2. september holdt vi golfdag for begyndere i Sebber Kloster Golfklub, hvor man under kyndig vejledning kunne prøve at spille golf for bagefter at få vendt golfevner og meget andet over en gang mad og hygge.

Et par stykker fra bestyrelsen har deltaget i en arbejdsdag i vores grundejerforening Kordals Klit. Det blev meget vel modtaget. Et godt og solidt naboskab går man sjældent fejl af.

Vi er i fuld gang med det kommende år – med nye arrangementer Og her vil jeg gerne komme med en opfordring. Har I en idé til, hvad I synes, vi skal arrangere, må I meget gerne komme med forslag også. Og det er ikke, fordi bestyrelsen ikke også godt kan selv. Vi er godt i gang med at planlægge 2025, men kom meget gerne med forslag. Jeg har smidt sedler ud på bordene, der er kuglepenne, skriv på og læg det i kurven heroppe. Så kigger vi på det. Ellers kan I skrive eller ringe til mig.

Og så har jeg en anden opfordring: Kom gerne med invitation i vores Facebook-gruppe til at mødes uforpligtende. Det skal bare være en invitation til alle medlemmer og kunne måske bare være en travetur, en hyggestund på café eller noget helt tredje. Det er blot en opfordring til, at vi kan mødes på kryds og tværs – uforpligtende. Altså ved siden af de arrangementer, som foreningen står for.

På generalforsamlingen for et år siden kom der et forslag om, at flere arrangementer kunne være med ledsager. Det var der en debat om på generalforsamlingen, og vi har også debatteret forslaget i bestyrelsen. Vores holdning er, at det kan vi godt ved nogle af vores arrangementer, sådan som vi også har gjort det i år med teater, sommerhus og fødselsdagsfest.

Og så til vores dejlige sommerhus Arken: Vi har det seneste år heldigvis været forskånet for større udgifter til vedligeholdelse og nyanskaffelser. Udgifterne er faldet fra godt 46.000 kroner til knap 7000 kroner. Den største investering har været et nyt fjernsyn. Ellers har det været i småtingsafdelingen. Vores uundværlige vicevært Flemming Junker har i den grad bidraget. Han har udvidet p-pladsen foran huset, så der nu kan være to og med lidt god vilje tre biler. Det kostede kræfter. Stor tak til Flemming.

Hvad angår udlejning af sommerhuset går det rigtig godt fra maj til og med september. Men ligesom sommerhusbranchen i almindelighed har vi lidt af mangel på gæster uden for sæsonen. Gæsterne er blevet væk uden for sæson- og meget overraskende også i efterårsferien. Mange har ovenpå årene med corona valgt at rejse sydpå i stedet for.

Vi har derfor skiltet lidt mere med Arken: har været aktiv på Facebook og har kontaktet Journalisternes Feriefond i håb om her og nu at få lejet sommerhuset ud.

Facebook gav i første omgang ikke pote. Journalisternes Feriefond kontaktede vi i håb om et fast samarbejde uden for sommersæsonen. Men for at blive en del af feriefondens portefølje ville vi kun selv kunne disponere over Arken to-tre uger om året. Samtidig ville der komme en forhøjelse af huslejen. Det kan vi selvfølgelig ikke sige ja til. Arken er jo et stort aktiv for os her i foreningen.

Vi vil derfor gerne opfordre til, at I gør en helhjertet indsats for at gøre venner og bekendte opmærksomme på, at de kan leje Arken for billige penge. Bare én uges udlejning om måneden fra oktober til april vil gøre en kæmpe forskel. Det er en lejeindtægt på cirka 30.000 kroner i foreningens favør.

Fra generalforsamlingen i fjor kom der en opfordring til, at vi skifter navn. At bestyrelsen kommer med forslag til nye navne. Det skal jeg komme nærmere ind på under forslaget her på generalforsamlingen, men blot her i beretningen fortælle, at det har vi taget til os. Derfor udskrev vi en navnekonkurrence. Mere om det senere.

I Aalborg Journalistforening mærker vi tydeligt den transformation, som den traditionelle mediebranche gennemgår – og den udfordring på medlemstallet, foreningslivet generelt også er ude i. Vi bliver færre medlemmer. I oktober 2021 var vi 112 medlemmer. I dag er vi 69 Det er ikke blot 43 færre medlemmer på tre-fire år. Det er samtidig også omkring 40.000 færre kroner, vi får ind i kontingent. Det kommer vi til senere, når vores kasserer Søren Østergaard præsenterer regnskabet.

Der kom på generalforsamlingen i fjor også en opfordring til, at vi ændrer vedtægterne, så vi alle betaler lige meget i kontingent – på nær praktikanterne. Det forslag skal vi tage stilling til lige om lidt, og her vil vi uddybe.

Apropos medlemmer har vi i bestyrelsen modtaget flere ønsker om medlemskab fra tidligere kollegaer i det nordjyske. Derfor er vi i år kommet med forslag til vedtægtsændringer, hvad netop angår at få tidligere kolleger med tilbage og ind i folden.

Vi står altså med store udfordringer: Vi taber medlemmer, og vi mister indtægter både fra manglende kontingent og fra manglende leje af sommerhuset. MEN vi er i bestyrelsen klar til udfordringerne, og vi håber, at vi med de forslag, vi senere skal tage stilling til – og med de nye tiltag, jeg har skitseret her i beretningen – kan blive ved med at være en forening til glæde, fornøjelse, faglige sammenkomster – og sommerhushygge. For vi er jo en forening, der kan samle os på kryds og tværs. Også samle os, der ikke har en mediearbejdsplads at høre til. I den kategori bliver vi flere, og netop derfor er det også så vigtigt, at vi er her for hinanden.

Formandens beretning blev godkendt uden bemærkninger og med applaus.

Ad 3) Søren Østergaard aflagde beretning om regnskabet. I den forbindelse var der fra et medlem en anbefaling af, at foreningen skifter pengeinstitut fra Danske Bank til Sparekassen Danmark. Netop Sparekassen Danmark har slået sig op på at være foreningernes pengeinstitut, og medlemmet mente, at der kunne være pæne besparelser at hente.

Regnskabet blev godkendt med akklamation.

Ad 4) Der er stadig to weekendophold og et ugeophold i Arken, som ikke er indløst. Ligeledes er der et ferielegat, som ikke er indløst. Det skal ske senest 1. marts 2025.

Ad 5) Vedr. navneændring: Der var lidt diskussion om nødvendigheden af at skifte navn, men et klart flertal for at gøre det. Bestyrelsen har modtaget 13 forslag til nyt navn. Navnet Medieklubben Nordjylland blev vedtaget med stort flertal.

Vedr. tilføjelser til paragraf 4: Både forslag til 4.b og 4.c blev vedtaget med stort flertal.

Forslaget om enhedskontingent blev i første omgang parkeret og behandlet under pkt. 7 efter forslag fra et medlem.

Ad 6) Vedtaget.

Ad 7) Et medlem mente, at det var groft af bestyrelsen at komme med et forslag om at hæve kontingentet for pensionister med 85 procent. Han frygtede, at det ville medføre stor afgang af medlemmer og anbefalede, at foreningen i stedet “spiste mursten” og tog et lån i Arken, så kontingentet kunne sættes ned for alle, og så medlemmerne kunne nyde godt af den formue, som står i sommerhuset. Det var der stor debat om. Mange bakkede op om ideen, men efter en kortvarig rådslagning i bestyrelsen valgte den at fastholde forslaget om et enhedskontingent.

Det blev imidlertid nedstemt af et stort flertal. Derfor er kontingentet uændret i 2024/2025.

Bestyrelsen vil til næste generalforsamling komme med et forslag til, hvordan vi kan imødekomme medlemmernes ønske om lavere kontingent samtidig med, at vi bevarer en tilfredsstillende økonomi i foreningen.

Ad 8) Kirsten Pilgaard blev genvalgt med akklamation.

Ad 9) Der var genvalg på alle poster. Nyvalgt blev Tune Kristensen, som afløser Søren Beukel Bak som suppleant.

Ad 10) Genvalg til alle.

Ad 11) Et medlem udtrykte stor ros til vicevært Flemming Junker for hans indsats i Arken.

I øvrigt: Der var 25 tilmeldt til generalforsamlingen. 23 mødte op. Keglespillet bød på tre vindere: Kirsten Pilgaard, Tune Kristensen og undertegnede.

Referent: Hanne Overbye